Opbrud i tysktimen

At gå i skole og blive undervist er noget, vi alle har en eller anden form for reference til. Mange kommer måske til at tænke tilbage på et typisk klasseværelse med dørrække, midterække, vinduesrække og en lærer, der står ved tavlen. Dette er der som udgangspunkt ikke noget forkert i, men med den viden vi har i dag, er det et faktum, at det kun er cirka en tredjedel, der får det optimale ud af den måde at blive undervist på. Derfor giver det god mening at bryde den traditionelle undervisning og klasserum op og sætte elevernes forskellighed i fokus. Vi er alle sammen forskellige, og det er vi også i forhold til den måde, vi lærer bedst på. Derfor er det også mest hensigtsmæssigt, at undervisningen tilrettelægges med forskelligt udgangspunkt, særligt når man skal lære noget nyt og der er behov for de bedste rammer for den enkelte. Der er ganske enkelt behov for, at vi bliver bragt i forskellige læringssituationer, for at få det optimale ud af det læringspotentiale vi alle rummer.

Når vi i tyskundervisningen har læst en tekst, og vi efterfølgende skal bearbejde den, giver arbejdet med læringsstilene en mulighed for bevidst at angribe dette arbejde på forskellige måder. At sidde og finde nøgleord, svare på spørgsmål til teksten og skrive et referat, som er klar til en opsamling på klassen, er kun én tilgang til et sådant arbejde. En tilgang, der vil passe en del af eleverne, men som flere andre hurtigt vil finde langsommeligt eller omsonst, fordi de efterfølgende alligevel ikke vil kunne bruge det til noget.
I tysktimen har vi læst en tekst, der handler om to unge menneskers flugt over muren fra datidens Østtyskland og ind i vesten. Fortællingen er meget konkret i forhold til de udfordringer og farer en sådan flugt indeholder. Men, i stedet for at sætte alle eleverne til at besvare de tekstnære spørgsmål, gav det mere mening for nogle af eleverne, at forholde sig til, hvilke grunde hovedpersonerne kunne have for at flygte, om det i andre sammenhænge ville være okay at lyve for at klare sig igennem et problem, eller om de to unge mennesker kunne have reageret anderledes i nogle af de situationer, de bliver bragt i.
Denne tilgang er mere reflektorisk og lægger op til at indsamle forskellige oplysninger fra teksten og selve tiden den omhandler samtidig med, at der er forskellige synsvinkler og konsekvenser, der skal overvejes og diskuteres. Alt sammen i en tryg lille gruppe.

Ikke alle elever har tålmodighed til de åbne diskussioner og har i stedet brug for mere ”hands-on” oplevelser. Dette kan måske synes lidt svært, når det handler om en tekst, der skal bearbejdes og ikke noget, der direkte kan afprøves, men i forhold til arbejdet med denne tekst, var opgaven for de mere pragmatiske elever at planlægge en flugt. De skulle forestille sig, at de var bosiddende i DDR og undersøge, hvordan man kunne flygte på anden måde end personerne i teksten. Flugten skulle planlægges så detaljeret som muligt, og der skulle tages hensyn til eventuelle udfordringer undervejs.
En elevtype, der ofte sukker, når undervisningen byder på, for dem, endeløse rækker af spørgsmål, der skal besvares, er elever med en fremtræden aktivistisk læringsstil. De vil derimod hellere foretrække at skulle spille et spil eller lave en konkurrence. Som aktivist er man ofte ikke bange for at stå frem foran andre, eller kaste sig ud i opgaver, der involverer hele kroppen og hvor der er fart over feltet. I forbindelse med vores tekst lød opgaven derfor at udvælge de sekvenser i teksten, som eleverne fandt mest betydningsfulde og efterfølgende omforme dem ved hjælp af dramatisering, musik, farver eller andre udtryksformer.

Nogle gange kan der være fordele i, at lade det være meget åbenlyst, hvilke opgaver, der taler til hvilke læringsstile og endda på forhånd have tildelt opgaverne til eleverne. Men denne måde at arbejde på kan også give mulighed for elever og lærere at træde et skridt tilbage og tale om, hvad der sker i læringsprocessen og hvordan den enkelte lærer bedst. Når eleverne får lov selv at vælge opgaver, sker det ofte, at nogle ikke vælger opgave baseret på overvejelse, men bare tager den første og bedste. Dermed er der behov for en snak om, hvad der er på spil, og hvorfor denne opgave måske ikke er hensigtsmæssig for den enkelte. Læringsstilene giver os neutralt sprog til at tale om dette og tager derfor ikke udgangspunkt i for eksempel personlige forhold.
Når skoleåret starter, har mange elever en negativ holdning til tyskfaget, men det vender heldigvis hurtigt. Eleverne oplever, at de bliver set og hørt i undervisningen og den læring der foregår, flytter dem. Det traditionelle læringsrum er brudt op og elevernes forskellige måder at lære på er i fokus. Interessen for faget stiger, og det samme gør intensiteten og læringen i undervisningen.

Læringsstilene kan være nøglen til at forstå store dele af det, der foregår, når man lærer, både alene og i samspil med andre. Ved hjælp af læringsstilene får vi et fælles sprog om meget af det, der foregår i undervisningen, og det kan inddrages fra både lærer- og elevperspektiv. Det er et redskab, som den enkelte lærer kan anvende til at præsentere et indhold forskelligt og finde nye og passende tilgange til de elever, der er i klassen. Samtidig giver det eleven mulighed for at blive opmærksom på sin egen måde at lære på og de potentialer og svage områder, der kan udvikles hos den enkelte. Det er optimalt at tage udgangspunkt i sin foretrukne læringsstil, når man skal lære noget nyt, og efterhånden som man bliver mere sikker i arbejdet, kan man øve sig i de andre læringsstile, for eksempel igennem gruppearbejde med andre læringsstile. Herigennem udvides paletten af muligheder for tilgange til undervisningen således, at den enkelte bliver godt klædt på til mødet med en kommende ungdomsuddannelse, hvor ansvaret for egen læring i endnu højere grad hviler på det enkelte unge menneskes egne skuldre.