Kunsten at være fælles

Dog er der stort set siden bogens udgivelse blevet ironiseret over det med takt og tone, og gennem tiden har feststemte talere med et glimt i øjet givet fødselarer, brudepar og konfirmander nogle livsvejvisende ord fra en svunden tid med på vejen. Men, måske skal den ironiske omgang med Takt og Tone ikke forstås som en afvisning, men snarere noget, som dækker over, at vi faktisk stadig har brug for manualer til det sociale liv. 

Udover, behovet for rammer i mange sociale situationer, findes der måske i mange af os en lille forlegenhed over, at vi ikke har formået at vi ikke har formået at skabe en fælles forståelse af, hvad man bør gøre, og hvad man ikke bør gøre…  

Vi har intelligente telefoner og førerløse biler, vi er oplyste og avancerede mennesker med rettigheder, men kan alligevel have svært ved helt at forstå de koder, det kræver at blive frie sammen med andre i et fællesskab. Den naturlige Icebreaker – som det vist hedder på nudansk – for hvordan vi mødes og knytter bånd er for mange blevet anstrengende og ufri og fortæller om, at vores tid har underskud af socialt kodeks. 

For mange efterskoleelever – ja, for langt de fleste – er det vigtigste udviklingsområde i løbet af deres år på efterskole at udvikle social kompetence. Ønsket om at turde være sig selv og samtidig kunne knytte bånd til andre og få redskaber til at overvinde den usikkerhed, som altid hænger sammen med at skulle indgå i nye relationer, er omdrejningspunktet for mange af de udfordringer, en ung på efterskole befinder sig midt i.  

Det er aldrig nok at lære kunsten at være alene, er de fleste klar over, men hvordan lærer jeg kunsten at være fælles? Det er godt, at det netop er det fælles og koderne til fællesskabet, som er idealet. Idealer er udtryk for det ideelle og det ideelle kan fra situation til situation opnås i større eller mindre grad. Dog aldrig uden ihærdigt arbejde og det at være på vej ind i f.eks. et efterskolefællesskab er i den grad et arbejde. 

Men et meget vigtigt arbejde, for vi har brug for at være en del af fællesskabet. Ingen mennesker kan være frie alene – individualister har brug for fælles koder for at blive frie sammen med andre. Og det gælder også, at ingen mennesker kan behandle hinanden ordentligt, hvis ikke man lærer, hvordan man skal håndtere de små og store situationer i det sociale liv.  

Bangs Gad viderebringer koderne for det fælles måltid. Emma Gad var ikke bleg for at tage munden helt fuld, når det handlede om formidling af koder, og hun slog bl.a. fast: ”Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for Andre Mennesker”. Nok skrevet dengang navneordene stadig skulle være med stort, men selve indholdet har måske også en sandhed til os, der lever i en tid med langt færre regler, end for 100 år siden, da teksten var ny.