Hvorfor tog jeg med!? – Med på Barskmandstur

Det er vinter, det er mørkt og det er koldt. Vi, outdoorlærerne Bjarke og Dennis, har indkaldt eleverne til briefing om en tur, som nogle elever allerede har hørt rygter og fortællinger om i krogene. Efter en introduktion, der lyder meget som indledningen her, sagde 17 elever ja-tak, og den 15. december drog de alle afsted på årets Barskmandstur. Den opmærksomme læser vil måske tænke: ”jamen var det ikke der, der var 15-20 graders frost i Vendsyssel?” Jo, det var det lige præcis, og det var der vi stævnede ud fra Hørby Efterskole. Hvem i al verden ville dog sige let’s go til sådan et tilbud? Det gjorde naturligvis 17 hårde hunde fra årets elevhold på Hørby Efterskole. Hvorfor gjorde de det? Det svarer fire af de hårde hunde, nr. 6 – Mille, nr. 7 Christian Møller, nr. 11 Mathias Drustrup og nr. 14 Mathias Veggerby på her.

Mille: Der var noget i mig der tænkte, det kan ikke være så hårdt som I siger det er. Jeg havde nok også sat mig for inden, at jeg ville gøre det. Jeg tænkte, at uanset hvad I siger, så skal jeg nok klare det.

Christian: Jeg ville med for at prøve noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før. Da jeg startede på efterskole, var planen også at jeg ville prøve at udfordre mig selv. Det her var en oplagt mulighed.

Drustrup: Jeg blev også lidt provokeret at jeres salgstale, fordi jeg tænkte: ”I skal ikke sige til mig, at det er noget her, jeg ikke kan klare.

Veggerby: Egentlig var det heller ikke min tanke, at jeg ville med i første omgang. Men jeg kom til møderne, sådan så jeg i det mindste havde muligheden. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg gerne vil teste mig selv og prøve mine egne grænser af.

Barskmandsturen er ikke et nyt fænomen, den har været et tilbud til skolens elever i juleemneugen de sidste mange år. Den er med garanti altid en hård og udfordrende tur, men turen i år fik en ekstra dimension, da den tilfældigvis kom til at ligge de dage, hvor temperaturen faldt til mellem 15-20 minusgrader. Vi vandrede gennem vindstille og sneklædt landskab, hvor den dybfrosne sne knirkede under fødderne. Lagde vi nakken tilbage, kunne vi beskue en skyfri og stjernebeklædt himmel, som aldrig er set flottere, hvor det ene stjerneskud afløste det andet. Tankerne tog os langt mod nord på den norske vildmark og polarklima.

Inden vi dog overhovedet havde set det første stjerneskud, måtte vi sige farvel til et par elever. Nummer 13 stod af på grund af knæproblemer. Nr. 6 styrtede på cykel og fik hjernerystelse. Nr. 15 var dybfrossen og kunne ikke mere. Så var vi nede på 14. Det var første dag. Den ’hyggelige dag’. Foran os ventede den ’uhyggelige dag’ – Marathon-dagen. Tanken om denne dag gav nr. 10 mavekramper, så han måtte stå af. Så var vi nede på 13.

Inden vi dog overhovedet havde set det første stjerneskud, måtte vi sige farvel til et par elever. Nummer 13 stod af på grund af knæproblemer. Nr. 6 styrtede på cykel og fik hjernerystelse. Nr. 15 var dybfrossen og kunne ikke mere. Så var vi nede på 14. Det var første dag. Den ’hyggelige dag’. Foran os ventede den ’uhyggelige dag’ – Marathon-dagen. Tanken om denne dag gav nr. 10 mavekramper, så han måtte stå af. Så var vi nede på 13. 

Veggerby: Barksmandsturen er noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Da vi var 2 km fra Hørby var det som om man ingen vegne kom og hvert et skridt var en kamp. I starten var jeg bange for at det ikke blev hårdt nok, men det gjorde det i den grad.

Mille: Jeg nåede derud, hvor jeg følte at jeg ikke havde været så presset før. Det kunne jeg i særhed mærke da turen var slut og jeg kom i bad og kroppen rystede. Der tænkte jeg at sådan har jeg aldrig haft det før. Der gik det op for mig, hvad det var jeg lige havde været igennem. På turen prøvede jeg bare at slå hjernen fra og fokusere på at komme videre, men der i badet bagefter væltede det hele bare sammen. Men jeg føler virkelig jeg har lært noget af turen. Jeg har lært at jeg kan mere end jeg tror. Jeg var også stolt over, hvordan jeg lykkes med at kunne hjælpe andre omkring mig, selvom jeg selv var presset.

Christian: Det var fedt at mærke, hvordan de andre omkring mig bakkede mig op og hjalp mig i det øjeblik, hvor jeg havde det allermest svært. Jeg har lært, at jeg kan mere end jeg troede både fysisk og mentalt. Det var hårdt mentalt, fordi det var svært ikke at tænke på trangen til at spise osv.

Drustrup: Jeg var allermest presset, da vi var splittet i to hold, og vores hold var gået helt forkert. Så måtte vi lunte afsted for at indhente det andet hold. Der var virkelig dårlig stemning på holdet, og der var også en der tappede ud. 

Mille: Noget af det hårdeste var at se nogle af den andre stå af på turen undervejs. Det var hårdt at se at de var så presset de ikke kunne mere, og det var hårdt ikke længere at kunne hjælpe dem med noget, så de kunne klare det. Man var bare nød til at sige, nu går vi videre. Det var mærkeligt.

Drustrup: Da vi startede turen var vi 17 og jeg vidste godt nogen ville falde fra undervejs. Undervejs på turen oplevede jeg at vi alle blev meget mere tætte, og da vi så måtte sige farvel til nogen var det svært. Jeg følte lidt at man skulle give slip på en del af turen, når de faldt fra, for nu havde man opbygget noget særligt undervejs.

Veggerby: Jeg der var nogen jeg var ked stoppede fordi jeg havde håbet på at kunne have oplevelsen sammen med dem. Jo tættere vi kom på målet jo større blev motivationen også for at prøve at få alle igennem. Der var nogen der havde det rigtig svært til sidst, hvor jeg tænkte, dem skal vi bare have igennem!

Christian: Først blev jeg skuffet da nogle af de andre måtte stoppe og udgå på turen. Men bagefter har jeg tænkt at op til det punkt hvor de stoppede, der gav de alt de kunne. Det har jeg stor respekt for, at nogen så valgte at sige, at de ikke havde mere. 

Inden turen er vi meget tydelige overfor eleverne. Vi fortæller dem at vores mål er at nedbryde dem, og bringe dem et sted hen, hvor de ikke har været før – mentalt. Når vi gør det, så er det simpelthen for at skrælle alle lag af, nedbryde alle facader og parader. Så er der kun ét fælles mål: Klare næste udfordring, overleve og klare turen sammen. Når det er det mindset der hersker, så agerer man anderledes end vi gør herhjemme, hvor vi er så privilegerede at vi har mulighed for at vælge til og fra. Vi kan tage noget at spise, hvis vi er sultne, vi kan tage en trøje på, hvis vi fryser, vi kan sætte os ned, hvis vi er trætte. Det kan man ikke på barskmandstur. Der kan man kun fortsætte; og fokusere på at klare næste udfordring. Alternativet er at falde fra. Der er ikke noget midt imellem.

Når alle lagene er skrællet væk og eleverne er brudt ned til deres inderste kerne bliver det tydeligt for eleverne hvad de er og hvad de kan. Det er som en slags forstørrelsesglas for alle de karakterdannelsesbegreber, som vi arbejder med hver eneste dag, men som er så svære at få øje på i dagligdagen. Mod, engagement, ansvar, vedholdenhed, taknemmelighed, behovsudsættelse, samarbejde, selvkontrol, optimisme, rummelighed, tålmodighed bliver pludselig meget tydeligere, når man står i en skov og fryser og er sulten, og kun har sig selv til at klare sig igennem turen. Alle disse karakterdannelsesbegreber bruger vi hver eneste dag i større eller mindre grad, men det er bare så svært at få øje på dem i vores dagligdag. Barskmandsturen kunne også hedde ’Lynkursus i karakterdannelse’. Barskmandsturen er en overlevelsestur; lidt ligesom resten af livet. Får man styrket sin karakterdannelse, så er man godt rustet til Barskmandsturen – og resten af livet.