Hvordan er det egentlig at gå på efterskole?

Hvordan er det egentlig at gå på efterskole? Dette spørgsmål har mange efterskoleelever fået – både på Hørby og andre efterskoler. I forsøget på at besvare spørgsmålet ender mange med at sige ”Det er svært at forklare – man skal ligesom bare opleve det.”
Tilbage står den spørgende uden sådan rigtig at være blevet klogere. Men frygt ej – det er muligt at få besvaret sit spørgsmål uden at gå ”rigtigt” på efterskole. Med vores camp-koncept er det muligt at opleve livet og hverdagen på efterskolen over et par døgn.
I trygge hænder
Vi har i nu fire år haft camps på Hørby – en i uge 7 før vinterferien og en i påsken. En camp strækker sig typisk over et par døgn. Her får børn fra 7. – 9. klasse mulighed for at opleve, hvordan en hverdag på Hørby Efterskole er strikket sammen med boglige fag, valgfag, rengøring, sociale aktiviteter osv. Hver camp-elev får tilknyttet en tutor (en Hørby-elev, der følger og hjælper), så man er i trygge hænder, når man skal kaste sig ud i alt det nye. Man får på egen krop afprøvet, hvordan det er at skulle modtage undervisning baseret på arbejdet med læringspræferencer og de mange intelligenser/styrker. Derudover får man mulighed for at stifte bekendtskab med mange af de valgfag, som Hørby tilbyder.
Fællesskabet
Sidst men ikke mindst får man lov til at opleve lige præcis det, som så mange efterskoleelever har svært ved at sætte ord på: Fællesskabet – det som ikke kan beskrives, men skal opleves. At være omkring 130 efterskoleelever kan være en voldsom oplevelse, og på ganske få dage når man ikke at få et forhold til alle. Men man når at knytte relationer i mange af de små fællesskaber, som kendetegner efterskolen – dem man gør rent sammen med, dem man er i matematikgruppe med, dem man spiller håndbold sammen med, dem man sidder sammen med til middagsmad osv. Det er en oplevelse, hvor ens sociale kompetencer bliver sat på prøve fra første minut.
Endnu flere camps
Vores camps har været en god og spændende oplevelse for camp-elever, men bestemt også for elever og lærere på efterskolen. Derfor har vi udbygget camp-konceptet til at omfatte camps til specifikke målgrupper. Vi har haft volleyball-camp og floorball-camp. En volleyball-camp med besøg fra klubber i hele Nordjylland, der fik lov til at se Hørby Efterskole, ligesom de fik skærpet deres volleyballfærdigheder blandt andet med hjælp fra ungdomslandstræner Thomas Skifter Berthelsen. I floorball-campen havde vi besøg af piger i aldersgruppen fra 12-16 år fra klubber i hele Jylland. Her var der rig mulighed for at blive inspireret og få nye floorballbekendtskaber på tværs af klubber – og efterskole – samtidig med, at camp-eleverne fik mulighed for at snuse til efterskolelivet.
På sportscamp får camp-eleverne – sammen med efterskoleeleverne – en mulighed for at dygtiggøre sig i sin sport, samtidig med at efterskolelivet er rammen for campen, og man får hermed svar på spørgsmålet, som stilles i artiklens overskrift.
Skal du med på camp?
Er du en af dem, der spørger og gerne vil vide, hvordan det egentlig er at gå på efterskole, så har du en fantastisk mulighed ved at komme på Camp Hørby til et par døgns intensivt efterskoleliv. Vi vil gerne åbne skolen for unge mennesker. Ikke for, at de kan komme på besøg, men for at de kan komme og være (næsten) fuldgyldige efterskoleelever i et par dage.