Hørby Efterskole: Motiv på fransk frimærke
Skulpturen på frimærker
Historien fra dengang om tegningerne og svendeprøven fra 1948 var både sjov og enestående, da den blev præsenteret på efterskolen i forbindelse med 40-års jubilæet 9. april 2012. Men, nu er der kommet en ny dimension til fortællingen, hvor billeder af skulpturen foran Hørby Efterskole er endt som motiver på to franske frimærkeserier, som postvæsenet La Poste i Frankrig har udgivet i år.
Den franske forbindelse
Forbindelsen til Frankrig går til en håndværker-/arkitektskole i byen Epinal, hvor sønnen til tømrersvenden fra 1948, Jørgen Hansen, i dag er tilknyttet. Skolen dér var tilbage i 2012 med i et projekt, hvor eksempler på traditionelt håndværk skulle bruges til udsmykning af rundkørsler forskellige steder i Frankrig. Inden for træhåndværket blev det tegningen fra Hørby, som blev valgt, og de studerende på skolen i Epinal gik herefter i gang med at producere 20 modeller på baggrund af tegningerne. Model nummer 1 er den, der står på Hørby Efterskole, mens de øvrige 19 i dag pryder lige så mange rundkørsler i Frankrig. Og nu altså også pryder franske frimærker, der klistres på de økonomibreve og breve til udlandet, som franskmændene sender til hinanden.
Livsvejen
På Hørby Efterskole kaldes ”Model 1” i dag for ”Livsvejen”. Livsvejens grundfarve er sort, men de nederste lægter har fået den grønne farve, der skal symbolisere begyndelsen på alt levende, der kommer fra jorden. Så er der en rød lægte, der naturligvis er den røde tråd vi alle søger som rettesnor i tilværelsen, ligesom to lyse grå lægter, der søger fremad og opad er en vej, der kan føre til drømmene langt ude i fremtiden – ude bag de blå skyer. Og netop den blå farve findes i skulpturens top, hvor en blåfarvet trekant symboliserer livets endelige mål – at leve i tro, håb og kærlighed.
Farverne og tankerne bag ”Livsvejen” har ligget i hænderne på skolens tidligere forstander Finn Jakobsen, og skulpturens symboltydning har således budskab til alle livets forhold uanset det handler om livet i sig selv, om arbejdslivet eller om det åndelige liv! En lille ting at have med i tankerne – f.eks. hvis man en dag står i Frankrig og får brug for at købe et frimærke…