Fryd forandrer

“Den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker”. Sådan siger et gammelt ordsprog. Er man i lænker, er man fange. Og på en måde er vi alle en slags fanger – fanget i f.eks. begreber og vaner. Begreber og ord er væsentlige. Vi begriber – fatter – med vore begreber. Når jeg f.eks. siger skole, hjerte, vækst og effektivitet – så mener jeg noget ret bestemt med disse ord. Sådan er det for alle mennesker. Ikke, at vi nødvendigvis mener det samme, men vi mener noget. Jeg begriber med mine ord – og skal jeg begribe noget, der er nyt, så må jeg enten lære nye begreber eller omdefinere de gamle.
Omdefineringen kunne gælde et ord som skole. Hvad med at definere skole lidt bredere – bredere end blot et sted, hvor undervisning foregår. Så kunne vi f.eks. sige ‘god skole’. Hvad med, om vi lagde vægt på andet og
mere end, at undervisningen foregår på det sted, vi forbinder med ordet skole?

Vi lever i en tid med store ændringer. På overfladen fungerer vort samfund godt. Men der er krisetegn. Der er sociale strukturer, der krakelerer. I panik fægter vi med arme og ben for at redde, for at ændre, men vi ved ikke altid, hvad vi vil og hvorfor. Der findes ingen enkle løsninger. Men dele af forklaringen på vores arbejde med at finde et ståsted midt i de mange forandringer, har at gøre med den måde vi opfatter på, den måde vi er opmærksomme på – f.eks. når det handler, om de fællesskaber vi indgår i. Hvordan lytter vi? Hvad lytter vi til – og hvilke forudsætninger lytter vi med?

Der er tilsyneladende fire måder at lytte på:

1. Den ukritiske, hvor jeg hører, hvad jeg vil.
2. Den aktive lytning, hvor jeg er opmærksom på forskellen mellem, hvad jeg forventer og, hvad jeg faktisk hører.
3. Lytte med opmærksomheden rettet mod den, der taler og derved fornemme, hvordan verden ser ud med den andens øjne
4. Lytte skabende, hvilket vil sige, at jeg lytter både med mit hjerte, min hjerne og min vilje – lytter til, hvad det er, jeg kan skabe af forandring i forhold til, hvad jeg står midt i.

Og sådan er det – sådan som den fjerde pind her siger noget om! Vi bliver nødt til at lære mere fra den fremtid, der venter os – både den lige om hjørnet og den langt ude i horisonten. Vi bliver nødt til at gøre arbejdet med at lære, når både vi og vores verden forandres. Vi må lære om identiteter – en identitet for os som individer og en for de fællesskaber, vi befinder os i.

Vi har hver især en historisk identitet. Det har ethvert fællesskab også. Men samtidig sidder vi også med vores største fremtidige muligheder. Jeg kan give mit, og vi kan give vores til, at vi sammen får de største og bedste muligheder. Chancen for gode forandringer er der – vi skal bare have sat handlingen i gang! Og tilsyneladende er der to grundlæggende muligheder for at komme i kontakt med identiteterne. Opstillet i to modeller ser det således ud:

Model 1: Man kan tænke på sig selv, kræve sin ret, slynge sandheden af sted, bruge magt, lave intriger og sprede kulde omkring sig.
Model 2: Tilsvarende kan man tænke selv, møde andre med venlighed, tro på samtalens muligheder, være ærlig og sprede lys og varme omkring sig.

At de to modeller er forskellige, og udlevet i praksis vil have meget forskellige konsekvenser til følge både for
den enkelte person og for fællesskabet, det er vist klart for enhver. Og så er vi jo tilbage ved den lille leg med ordet ‘skole’ fra tidligere i teksten. For skole handler jo i alle afskygninger om at blive klogere. Blive klogere på en række fag og faglige problemstillinger, men også at blive klogere på livet og sin egen tilværelse – når man befinder sig på skolen, når man er derhjemme, når man er sammen med andre og når man er alene.

Skal alt dette føres over på det, som jeg i indledningen skrev om – nemlig efterskolefællesskabet – så vil det uundgåelige ske, at den enkelte langsomt må give slip på noget af sig selv, give slip på forudbestemte opfattelser af begreber og gamle vaner – og dermed langsomt opleve, i forskellige situationer, at tænke og handle anderledes end tidligere. Med andre ord er chancen der for at udnytte de fremtidige muligheder, og vejen videre i livet er banet – en vej med frihed, der giver muligheden for at skabe udvikling og et godt liv.

Her i august ligger efterskoleåret åbent for leg, læring og levende fællesskab. Det er der ret forude og skal blot gribes… Tør du?