Fra efterskoleelev over en læreruddannelse til en drøm om efterskolelærerliv
Kærlighed og curling
Jeg er vokset op i en kernefamilie med mor, far og storebror – dog uden villa og vovse – men derimod i rækkehus med høns. I min familie har både min mor og min storebror været på efterskole, og jeg har derfor hørt mange historier fra deres efterskoleår. Min storebror kom på efterskole i 2006/2007, og jeg blev derfor på mange områder en del af hans ophold. Jeg så hans venskaber, deres sammenhold, glæde og min storebrors udvikling, og jeg blev for alvor bekræftet i, at jeg også ville på efterskole. En beslutning jeg også tror, mine forældre efterfølgende har nydt gavn af.
Som et barn der er opdraget med en masse kærlighed og curling, var det rigtig godt for mig at lære at blive mere selvstændig. Hjemmefra var jeg, hverken vant til at gøre rent eller vaske tøj, og samtidig var jeg ualmindeligt kræsen – og ønskede bare at kunne få lov til at leve af boller med ost, og kartofler med persillesovs :). Efterskoleåret gav rum og plads til denne læring, såvel som alle de faglige, sociale og relationelle områder.
Retur til efterskolen
Jeg husker tydeligt mine efterskolelærere, og hvordan de hver især satte deres helt eget aftryk på mig. Det er en stor bedrift både at skulle agere faglærer, pædagog, mor, far, træner, ordensmagt og støtte i et og samme job. Det er beundringsværdigt, og det er netop denne bedrift, der nu 10 år efter gør, at mine efterskolelærere står knivskarpt i min erindring.
Da jeg startede på læreruddannelsen, var det med ét formål, og det var at blive efterskolelærer. Jeg ønskede brændende at bidrage til at give unge mennesker et lige så godt efterskoleår, som det jeg selv havde haft. Kursen var sat, og med bekendtskab i lærerflokken på Hørby Efterskole, muliggjorde det et praktikophold på mit tredje studieår. Efterskolen var dog ikke specielt fremmed for mig, da jeg har flere venner og bekendte, der har haft fantastiske efterskoleår netop her.
Praktikken på Hørby Efterskole var på mange måder anderledes end min første praktik. I første praktik var jeg på en folkeskole i mellemtrinet, og i denne min tredje praktik, i udskolingen på en efterskole med alt, det indebar. Jeg blev en del af efterskolens daglige rutiner, og jeg fik derfor en reel idé om, hvilke opgaver et efterskolelærerjob indebærer. Jeg stod pludselig i situationen, som jeg nævner længere oppe, hvor jeg både skulle være der, når elever grinte, græd, var frustrerede, hyperaktive, trætte, sultne eller havde hjemve. Jeg fik lov at være faglærer, pædagog, mor, far, træner, ordensmagt og støtte. Jeg oplevede, hvor stor en relation man opbygger til eleverne, når man får lov at være sammen med dem døgnets 24 timer, og ikke blot til 2×3 matematiktimer om ugen. Jeg fandt ud af, hvor stor og vigtig en rolle relationen har for min undervisning.
Læringssynet dannes
På Hørby efterskole er læringssynet forskelligt fra andre steder, jeg har arbejdet eller været i praktik. Jeg synes, at man vha. dette læringssyn får større indsigt i elevernes forskelligheder, deres forskellige læringsstile og dermed måder at lærer på. Læringsstilene blev et stort omdrejningspunkt for mig, faktisk så stort, at dette læringssyn fik en betydelig rolle i mit bachelorprojekt.
Hele praktikken var en stor og bekræftende oplevelse, og min praktik på Hørby Efterskole gør, at jeg fortsat vil jagte efterskolelærerlivet!
Efter min praktik var jeg så heldig at blive tilkaldevikar på efterskolen. Jeg fik derfor lov at følge mine praktikelever igennem sidste del af deres efterskoleophold og være med til at byde et nyt hold velkommen efter sommerferien. Jeg er fortsat tilkaldevikar, men nu også deltidsansat på efterskolen, og jeg er derfor i gang med ”mit” tredje elevhold. Sikke et kæmpe privilegium det er at kunne få lov at sætte sit aftryk på så mange unge menneskers liv! Et privilegium jeg meget nødigt vil skifte ud. Dette tror jeg mange af mine kolleger kan nikke genkendende til, for man ser ofte, at når først en lærer er ansat på en efterskole, tager de først derfra 100 år efter… Når de er blevet sådan helt gamle og grå :).
Jeg jagter stadig drømmen om et fuldtids efterskolelærerliv, for mine oplevelser på Hørby Efterskole har bekræftet mig i, at det er verdens absolut bedste job!