Fællesskabet i en Corona-tid

Hvordan føles afstanden, når man de seneste otte måneder er blevet så tæt forbundet? For mange elever er usikkerheden, om hvornår vi må vende ”hjem” igen, det sværeste. Som Christian siger; ”det er det år, hvor man bare har lyst til at være på skolen hele tiden, og så er man tvunget hjem i længere tid. At det er på ubestemt tid, gør det bare værre”. Derudover forlod vi også alle skolen hurtigt og uden advarsel, og derfor ”når man ikke at sige farvel eller tænke over, at der kan gå lang tid før man ser hinanden igen”, som Kristian udtrykker det ”kan man sagtens mærke, at man glemte at sige farvel til mange, som man nu savner meget”. Det bekræfter Anna, og siger også ”når de sidste 3 måneder af et efterskoleår er de bedste, og er dem, man skal sørge for at nyde, er det hårdt at være uvidende om, hvornår man kan se sine venner.”

Sådan lyder fællessangen tit, når vi i kor synger ”Gi’ os lyset tilbage” til samling i fællessalen og netop, hvordan disse frø har slået rod i hinanden, mærkes nu, hvor vi er på afstand. Vi savner den daglige kontakt, de mange grin, kram og det gode samvær med hinanden. Men skyggerne lever kun hvor der er lys, og derfor er det meget tydeligt i denne tid, hvor meget de nye venskaber og relationer, betyder for én, fordi fællesskabet netop, for en stund, er blevet taget fra os. Man finder altså først ud af, hvad man har, når man mister det, som det velkendte citat lyder.

Selvom verden gennemgår store forandringer lige nu, og vi, når vi er på den anden side af dette, ikke vil møde den samme globaliserede verden, som vi kendte før, lever skyggerne kun i kraft af lyset, og lyset er her meget tydeligt idet vi mærker, hvad vi før havde, og måske – for nogle af os – også til tider tog for givet. ”Jeg synes personligt selv, at det er rigtig træls at blive sendt hjem midt i efterskoleåret, da det lige var gået op for mig, hvor hurtigt sådan et efterskoleår går. Man skal virkelig nyde det, for lige pludselig er året bare omme”. Sådan udtrykker Kristian det, mens Ida siger: ”Jeg er begyndt at sætte meget mere pris på min hverdag på Hørby Efterskole. Jeg føler, at før vi blev sendt hjem, tog jeg det meget for givet det med efterskole. Nu, hvor jeg er hjemme, har jeg indset, at det vi har på Hørby, er noget helt specielt.”

Alle har sået frø. Frø, som for længst har spiret, slået rod og vokset sig stærke. De frø skal nu vokse sig endnu større og sprede sine blade ud i fællesskab med andre, men hvilket fællesskab?

Vi lever heldigvis i 2020, og mange af os er for længst blevet digitalt indfødte. Vi er vant til at bruge de sociale medier, og selvom de til tider er udskældte for netop at udvande og ”afstandsgøre” fællesskabet, er det netop i denne afstands-tid de digitale fællesskaber, der fletter vores individuelle dagligdage sammen og giver os nye oplevelser i fællesskab. Via liveudsendelser, online morgentur og morgensamling, live-rengøring, live-kokkerering og fjernundervisning, holder vi kommunikationen i live. Javist, har de digitale platforme sine mangler, men i tider som denne, har de i høj grad også sin berettigelse. Michelle siger om de sociale medier ”Det dyrker vores sammenhold, men får os også til at føle at vi er sammen på en hel anden måde end før”, og Emma siger ”Takket være de sociale medier, kan vi være sammen som efterskoleelever, selvom vi befinder os landet over. (–) Vi holder stadig sammen”.

Vi mærker tydeligt nærvær og engagement i Hørby fællesskabet, når vi i konkurrencer og liveudsendelser ser, at eleverne følger med og sender kommentarer til os og internt til hinanden. Så mærker vi glæden og smilene, som vi dagligt i hverdagen bliver mødt med af dem. Efter sådan en seance løftes humøret, da man så mærker at JEG’et stadig er et OS og fællesskabet lever i bedste velgående. Under hashtagget #vierstadigpåefterskole forsøger vi at holde fast i efterskolens hverdag og rammer, og i dette spiller eleverne en hovedrolle. For som vi udmærket ved, er eleverne foran på point, når det gælder de digitale fællesskaber, men et digitalt fællesskab – der i denne form har analoge rødder – er ikke oplevet før, ligesom vi heller ikke har stået i en sådan krise før. Og derfor skabes historien nu med og af dem og os. Så på trods af det digitale fællesskabs tydelige ufuldstændig, er det med til at danne rammen om en ny fællesskabende efterskolehverdag.

Men, manglerne i denne fællesskabsform er stadig nærværende, og som Sophie siger ”Jeg føler at fællesskabet stadig er der (–) men angående fællesskabet, så mangler man jo stadig at være sammen med alle de andre på skolen”. Og netop denne opdagelse af, at vi har mere brug for sociale relationer end vi troede, oplever vi alle i Corona-tiden. Nok har vi de digitale medier, som stadig forbinder os og fletter vores hverdagsliv og efterskolehverdag sammen, men intet slår det fællesskab, vi er vant til. Derfor er vi mange, som tæller dagene til vi igen kan vende hjem til Hørby.

En dag vil hverdagen komme igen. Det vil den, og når den gør, så flytter vi ind igen. Hørby Efterskole vil igen blive fyldt med elever, lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst. Og vi glæder os! Lyset vender tilbage i sin fulde form, og vi er klar på at bruge ethvert timeslag på at suge alt, hvad vi kan ud af efterskoleopholdet. Netop som eleverne har læst i bogen ”Tanker fra en kannibal” er vi ikke frie til at bestemme hvad der sker med os, men vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere over for det, der sker med os. Vi vælger altså selv, at når vi kommer tilbage vil vi udnytte alle de muligheder, og tage alle de udfordringer op, som efterskoleåret kan give.

Lige nu er tiden lang, og derfor er dette til jer elever: Brug denne ekstra tid hjemme til at sætte dig nye mål for, hvad du vil have ud af de sidste par måneder af dit efterskoleår, og sigt mod målet sammen med os, når vi kommer tilbage! Vi skal have det bedste ud af tiden – både nu og når vi er samlet igen. Tid kommer aldrig igen, og derfor også en af de dyrebareste gaver, vi kan give til andre og os selv, og vi glæder os til at bruge efterskoletiden med hinanden igen. De sidste måneder er endnu ikke begyndt. Vi har dem stadig foran os, og vi har dem sammen.

Og sidst denne udtalelse fra Emma ”Eftersom vi mister en del af vores efterskoleophold, skal vi bare nyde den tid, vi får, når vi kommer tilbage igen”.