Fællesskab og lidt musik

Uddannelsessystemet, og det samfund vi uddanner til i skrivende stund, bliver ofte og helt sikkert også med rette karakteriseret som et præstationssamfund, med tendens til større og større marginalisering og dermed mange negative personlige, sociale og samfundsmæssige konsekvenser til følge. I det lys kunne den stigende interesse, der er for efterskolen, godt tolkes som et udtryk for, at den opleves som en dannelses- og uddannelsesplatform, der tilgodeser nogle af disse psykosociale dimensioner, det moderne fortravlede samfund ellers ikke levner meget plads. Et efterskoleophold giver plads til at afsøge nye relationelle muligheder, tilbyder tid til refleksion og afprøvning af roller i en vigtig periode af den unges liv. En periode hvor identitetsdannelsen og livsbanen for fremtidige uddannelse tager sin begyndelse.

Denne proces har igennem de seneste år eller årtier gennemløbet nogle baner, hvor disse forudsætninger har haft skiftende og ikke altid gode og sunde vilkår.

Vi har her på skolen i de seneste år oparbejdet et større undersøgelsesmateriale i form af før- og eftermålinger af vore elevhold. Vi kan her bl.a. se, at det at begå sig i en social kontekst kan være en vanskelig ting at få styr på.

I takt med vores stadigt stigende afhængighed af mobiltelefoner, tablets og andre digitale gadgets, er de sociale medier blevet stedet og måden, man i højere grad orienterer sig imod, når man ønsker at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der trender, hvordan man skal se ud osv, osv. Dette gælder også i et stort omfang, når identitetsprojektet går i gang. Og på trods af mange likes og venner på de sociale medier, ses en stigende tendens til, at unge fortæller, at de ofte føler sig ensomme. Man kan jo så tænke videre over, hvad den nuværende corona-situation så kunne få af betydning for denne tendens?

Bliver vores sociale omgang mere og mere problematisk, fordi vi får sværere og sværere ved at adskille skærmkontakten fra den fysiske kontakt, med den konsekvens, at oplevelsen af ensomhed og en væren overladt til sig selv rammer flere og flere ikke mindst i den yngre generation?

Disse overvejelser ledte, som så ofte når man rammes af nogle af de lidt tungere spørgsmål i tilværelsen, atter en gang mine tanker i musikkens retning. Jeg kom til at tænke på en John Lennon tekst/sang fra hans første soloplade efter opløsningen af The Beatles. Nummeret hedder ”Isolation”. Men det var egentlig slet ikke Lennons egen version, men derimod en helt dugfrisk indspilning og udgivelse lavet af Lennons samtidige navnkundige og stilskabende guitarikon Jeff Beck i samarbejde med skuespiller Johnny Depp på vokal.

Nummeret er udgivet som et tilgængeligt download fra diverse musikstreaming tjenester. Udgivelsen er et lille musikalsk bidrag til at holde modet oppe og overkomme de udfordringer, vi står overfor. Uanset genre og musikalske præferencer, så har vi jo set op til flere gange, hvad musik og sang kan gøre for vi mennesker, når vi har brug for at stå sammen, at føle en samhørighed, et identifikationsgrundlag, med andre ord: et fællesskab.

Teksten omhandler Lennons egen følelse af sårbarhed trods rigdom og berømmelse, og mod slutningen i teksten beskriver han sin oplevelse af menneskers stigende frygt for hinanden og for verden generelt. Et udtryk for hans egen eksistentielle tomhedsfølelse til trods for, at han tilhørte et af den nyere tids mest betydningsfulde musikalske fænomener, The Fab Four, der med en sjældent set eller hørt evne kunne kreere sange og musik, der stadig bringer mennesker og generationer sammen.

I de næsten 50 år, der er mellem de to indspilningerne, af det omtalte Lennon nummer “Isolation”, må vi jo nok konstatere, at det på frygtbarometeret, ikke er blevet meget bedre, og at vi så oveni købet i dag, har fået en ny udfordring tilføjet vores hverdag, det næsten unævnelige: Covid 19. Musikalsk rammer Becks og Depps version fint ind i den nuværende globale situation, og er samtidig på sin helt egen måde med til at understrege vigtigheden af, at vi kun i fællesskab kan komme gennem de nuværende udfordringer, og ikke ved at blive intimideret af tidens omstændigheder.

Det må naturligvis ikke forstås i retning af den tilsyneladende manglende forståelse og respektløshed en vis statsleder i øjeblikket udviser for pandemiens alvor og mulige konsekvenser!

Men, men – musikken har til alle tider vist sine frontbærende egenskaber til at etablere såvel spontane som mere organiserede tiltag i at skabe samhørighed og fællesskab.

Et andet eksempel på musikkens og sangens evne til umiddelbart og uden forbehold at bygge bro, var et lille klip, jeg kom i tanke om, fra DR-udsendelsen om de såkaldte ”Rigtige Mænd”, hvad det begreb så lige må stå for? Men disse fire mænd, som helt bestemt besidder en vis charme og uforfærdethed til tilværelsen, forudsat den består af rigeligt med kød og ubesværet tilgang til lænestol og fjernbetjening, viste, til stor overraskelse for dem selv, hvad sang og ikke mindst korsang kan have af betydning, når man bliver ramt af den.

På deres såkaldte dannelsesrejse besøgte de et kor i Århus, hvor de selv “sangligt” blev taget under behandling. Til deres store overraskelse opdagede de, at de ikke bare havde stemmer, men at de også havde sangstemmer… Til en begyndelse skulle de obligatoriske fjolletheder, vi mennesker ofte har, til ting vi ikke helt er trygge ved, og derfor må vise, at vi distancerer os fra dem ved at pjatte og gøre lidt grin med det hele, lige overstås. Eller er det måske en lidt typisk dansk ting?

Men, den storhed og på en og samme tid både kosmiske og helt nære intense oplevelse som fællessangen kan give, stod uden den ringeste tvivl mejslet med syvtommer søm i deres ansigter, efter at have sunget ”I Danmark er jeg født” sammen med koret. Det spontane udtryk var da også, at samtlige fire ”rigtige mænd-deltagere” måtte fælle en tåre over denne oplevelses storhed.

Den rette mængde af lykkefølelse og ydmyghed er en del af den eliksir, sangen og ikke mindst fællessangen kan tilbyde. Det var måske en ”del-vaccine” for os alle, der var værd at benytte sig endnu mere af fremover?

Der er mange veje, der kan føre til et fællesskab, men fællesskaber er jo nødvendigvis ikke alle af lige stor kvalitet. Vi søger dem, fordi vi som mennesker ikke kan overleve uden. De kræver dog, at vi som enkeltindivider byder os bevidste til. At bidrage til noget der er større end en selv, tror jeg, vi alle kender til og som nævnt gerne vil have mere af, men det kræver bevidsthed og opmærksomhed fra den enkelte, ellers kan den enkelte og fællesskabet blive et instrument for negative og uhensigtsmæssige kræfter!

Frygten og angsten for det ukendte har altid været en del af ophavet til, at fællesskabets kræfter kan udnyttes uhensigtsmæssigt. Det vidner historien i vid udstrækning om. Så hvad enten man står på tærsklen til et liv som efterskoleelev, eller vi på anden måde tumler med nye eksistentielle udfordringer, vil det nok aldrig være en dårlig ide at gøre det med en sang i hjertet. Bedre sagt med Wikke og Rasmussens tekst:
Brug dit hjerte som telefon
Så’ det let at tale med nogen
Og du vil aldrig blive alene igen
Hvis du taler med hjertet min ven.