En enkelt time uden skema eller skærm!?

6 timer.
Det står min daglige skærmtid på.
6 timer. Er det meget?
Hvis vi tænker på at jeg også går i skole i 6 timer.
Det giver 12 timer.
3 timer om dagen til at spise.
15 timer.
1 time til lektier.
16 timer.
30 min i bad og 30 min til at gøre mig sengeklar.
17 timer.
7 timer til at sove.
23 timer….

Treogtyve timer. Betyder det, at jeg kun har en enkelt time i døgnet, hvor jeg er uden skema og uden skærm. Kan det virkeligt passe? Og kan det virkeligt være sundt?

Vi har alle sammen hørt om advarslerne. Skærme er dårlige for dine øjne, skærme giver dig hovedpine, skærme giver dig dårligt selvtillid, skærme viser dig en uvirkelig verden og skærme gør ditten og datten. Vi har nu hørt det så mange gange, at truslerne bliver til tomme ord. Lærere og forældre samt myndigheder, læger og andre autoriteter har så travlt med at fortælle os om det farlige ved nettet. Men, vi lytter ikke? Hvorfor? De siger det jo ikke bare for at være trælse. Vi har set konsekvenserne. Skelettynde piger, photoshoppede modeller, det såkaldte FOMO, og den konstante jagt på det perfekte glansbillede liv. Men, alligevel. Alligevel tager vi alle telefonen op og åbner det første sociale medie, i hver en lille pause vi har. En pause vi kunne have brugt på at socialisere, kommunikere udvide vores sociale kompetencer, kede os, lære noget nyt, prøve en udfordring og måske endda gå så vidt som at røre et græsstrå. Men, det gør vi ikke, vel. Det føltes ikke sikkert derude

Så er det dog nemmere at sende en ligegyldig snap af loftet og se endnu en TikTok, som vi om et splitsekund alligevel har glemt. Glemt. Det hele er så ligegyldigt. Altså alt det der med de sociale medier. Vi glemmer det, vi ser. Vi kigger og kigger og scroller og scroller mens det hele ryger ind ad det ene øre og ud af det andet. Spørgsmålet er, om vi overhovedet får noget ud af det. Gør vi?

Altså ja, jeg ved da helt del mere om, hvad der sker ude i verdenen end mine forældre gør. Jeg ved hver gang der sker noget nyt i Danmark, i USA, I Spanien, ja selv i Indien. Jeg ved at den flotteste pige har en smal talje, en ægte mand har muskler, og vi skal leve af hvad der ligner Michelin mad hver dag. Det vel også en form for viden. Ikke? Men, er det virkeligt det vi skal bruge vores liv på? At se konstante billeder og videoer af, hvad vi burde lave. Vi burde have været til alle de fester vi tydeligvis ikke blev inviteret til, på de vilde ferier vi ikke har råd til, bruge hvert et sekund fritid på at træne os perfekte men samtidig få vores otte timers søvn, vores perfekte skincare og også lige et job, der giver os råd til den livsstil vi tydeligvis burde have.

Nej!
Jeg nægter!

Det kan ikke passe, at det er det, mennesket er bygget til. Som børn og unge burde vi cykle på vejene, løbe i skovene, mærke vandet med fødderne. Vi burde lege med vores venner, grine, flyve og falde. Mærke lykken, mærke sorgen og mærke den verden, der er foran os, i stedet for den, der er bag skærmen.

Er det uopnåeligt? Er det for høje standarder? Er vi sunket så dybt ned i skærmen at vi ikke kan komme op igen?

Men, hvad ved jeg også om det…?