Elever TV-stjerner? – bare ikke i ”Luksusfælden”
Hvem satte krydset?
Dette spørgsmål møder eleverne, når de kommer til første time af valgfaget ”Hit eller Fallit”. For nogles vedkommende har forældrene vejledt lidt, da krydset på valgfagsskemaet skulle sættes, ellers vælges faget på baggrund af den unges interesse i at tage ansvar for egen økonomi. Et godt udgangspunkt at vælge selv, må man sige.
Kunsten består i ikke at gøre det for svært
Udgangspunktet skal være elevernes egen hverdag. Hvad har I brugt penge til den sidste uges tid? – eller hvis I tænker længere tilbage? Hvad kunne I drømme om at bruge penge til? Hvor kommer pengene fra? Svarene på disse spørgsmål er grundlaget til noget, som kan blive til det første budget.
Ret hurtigt bliver det relevant at regne på andet end en indtægtskilde, som består i lommepenge fra mor og far. SU-reglerne, og ikke mindst satserne, bliver gennemgået og kunsten at læse og forstå en lønseddel kommer på dagsordenen.
Mit budget hænger ikke sammen – jeg låner da bare…
Eleverne ser så meget ”Luksusfælden” at de godt ved, at det er ikke løsningen bare at låne penge, når budgettet ikke hænger sammen, men de mangler lidt den dybdegående forklaring. Det skal vi have hul på. Vi elsker Leasy reklamerne – de er sjove, men får vi nu også læst det, som står med småt? – Rente, afdrag, ydelse, afdragsfrie lån, RKI, ÅOP og en masse andre ord og begreber får vi sat på plads undervejs.
Der er plads til sidespring…
Emnerne er ikke mere faste end der er plads til gode idéer og nye emner. Således har vi besøgt en bilforhandler, da en elev – som gerne hurtigst muligt ville have fire hjul under fødderne – kom med forslag om at grave lidt mere i, hvad privatbilismen faktisk ligger beslag på af midler i et budget. For mange betyder opfyldelsen af drømmen om bilen, at man skal finde sig et job, så jobansøgninger – og rollespil om at søge job – må puttes ind som en del af det, der arbejdes med i ”Hit eller Fallit”.
Tavle undervisning - nej tak!
Hørby Efterskole er kendt for anderledes undervisning med udgangspunkt i de mange læringsstile – det prøver jeg at leve op til i min undervisning. Indrømmet jeg er ikke uddannet lærer – men alene uddannet inden for økonomi. Men, evalueringerne taler sit tydelige sprog. Gæsteforedrag m/plancher, det ER afprøvet – og dømt ude. I stedet veksles mellem teori, diskussion – gerne krydret med provokation, opgaveløsning som gruppearbejde og individuelt, Kahoot (først med det rigtige svar på telefonen), brætspil og meget mere.
Når enden er god…
Teori og praksis hænger sammen, og når vi hen imod slutningen af forløbet sammen drager til Sæby, og fordeler os i forskellige forretninger, er det med et fælles mål – vi skal have købt de absolut billigste ingredienser til chokoladeboller. ”Hit eller Fallit” afsluttes så med chokoladebollespisning, og her studeres økonomien i de valgte produkter – fandt vi nu den billigste chokolade og det billigste mel?
Vi evaluerer - hvad fik vi ud af undervisningen i ”Hit eller Fallit”?
Så kære forældre derude – vi tror på, at har din søn/datter valgt faget ”Hit eller Fallit” flytter de ikke nødvendigvis tidligere hjemmefra – men er helt klart bedre klædt på til de økonomiske udfordringer, som de står overfor, når de så engang flytter – dette gælder så 1/3 af årets elevhold.