Del 2: Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab

Fællesskab, Motivation og Læring
Efterskolen forklares ofte ud fra begrebet fællesskab, og man kan vel med rette sige, at efterskolen bygger på en forståelse af eller en overbevisning om, at vi som mennesker grundlæggende er forenede, hinandens forudsætning.
Efterskolen kalder tilsyneladende på en indbygget motiverende faktor, som på en eller anden måde er dybt forankret i os. Men motivation er en flygtig størrelse at håndtere. Ser vi på, hvad der får os til at gøre det ene frem for det andet, er der lavet utallige psykologiske forsøg, der i overvejende grad peger i retning af, at de motiverende faktorer, vi i det lange perspektiv profiterer bedst af, er stærkt koblet til selvkontrol. Men hvordan hænger det sammen med efterskolen?
Basale behov
Vi er alle grundlæggende meget sensitive over for social udstødning. Det ligger nærmest i vores DNA, at vores overlevelse i bogstaveligste forstand har været og stadig er betinget af vores evne til at knytte stærke sociale bånd.
I nyere motivationsteori og -forskning er særlig én teori interessant i efterskolesammenhæng. Den kaldes Self-Determination Theory. Væsentlig her er opfyldelse af nogle menneskelige basale behov: At føle sig kompetent, at føle autonomi og at have et tilhørsforhold.
I en læringssammenhæng passer det, at man føler, man magter opgaverne, fint ind i Vygotskijs pædagogiske teori om zonen for nærmest mulige udvikling. At føle man har et tilhørsforhold – det at være del af en gruppe – skaber en fornemmelse af samhørighed og tryghed. Oplevelsen af autonomi skal i denne sammenhæng forstås, at man er personligt engageret i det, man laver, og oplever et ejerskab af det man gør.
Grundlæggende tillid
Disse tre behov er helt centrale for motivation, og er de til stede, er også incitamentet til at kaste sig ud i nye udfordringer, være interesseret, nysgerrig og vedholdende til stede. Man kan med fokus på disse tre behov etablere en mere holistisk tilgang til læring og dermed også opleve en styrkelse af den ontologiske sikkerhed – dvs. den nødvendige grundlæggende tillid, der skal til for, at vi tør tro på verden og vores omgivelser.
At opleve et tilhørsforhold og det, at man øger sin motivation ved at tilegne sig ydre værdier, er præcis det, der sker, når et efterskoleophold opleves som en succes. Gennem denne tilegnelse og identifikation skabes en samhørighed, en forbundenhed, hvor det enkelte individ føler sig værdsat og anerkendt, for den man er, og på en tryg og udviklende måde lader sig forbinde til noget, der er større end en selv: Et fællesskab.
Et fællesskab hvor man oplever, at værdier, normer og omgangsformer er udviklende og ikke begrænsende eller ensrettende, og hvor det at afgive noget af sin suverænitet ikke opleves som et afsavn, men som en ny mulighed for læring og udvikling.
Det er det bevidste arbejde hermed, der gør efterskolen til en værdifuld uddannelses- og dannelsesplatform for og af fremtidige samfundsborgere til det demokrati og det velfærdssamfund, vi alle ønsker at værne om.
Læs viceforstander Ole Læborgs Prolog om Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab
Læs Del 1 af viceforstander Ole Læborgs blogindlæg om Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab