Del 1: Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab

Det bliver ofte sagt: ”Man skal følge sin egen vej og træffe sine egne valg”. Dette afspejler sig også ofte i moderne pædagogik og uddannelsestænkning, f.eks. med interessen for individuelle læringspræferencer, intelligensprofiler og ansvar for egen læring. Det kan så synes som et paradoks, at den tiltagende individualisme hos eleverne ofte mødes med en individualistisk pædagogik, der kunne risikere at forstærke de problemer, der ellers skulle løses. Det er da heller ikke uproblematisk, hvis ikke man arbejder bevidst og balanceret med en sådan pædagogisk tilgang mod en forståelse af, at det individuelle projekt er afhængig af kvaliteten af det fællesskab individualiteten udfolder sig i.

I takt med den moderne verdens stadigt mere komplekse, men også på mange måder mere demokratiske samfund, har det sociale fællesskab ændret karakter.

Fra en tidligere forståelse af det sociale som mere eller mindre fastlåste regler for god opførsel og tilpasning betinger det moderne samfund og et moderne psykologisk pædagogisk syn på mennesket, at man ikke uden videre kan tage en bestemt adfærd for givet. Det er ikke underligt, at der sker sammenstød mellem for eksempel skolen som institution og børn opvokset i familier, som man har kaldt forhandlingsfamilier.

På mange måder opstår problemerne med det sociale ved, at forskellige dele af samfundet stiller helt forskellige krav og muligheder op for børn og unge, og at disse forskellige krav og muligheder i sidste ende ofte er modsætningsfyldte.

Traditionelt opfatter vi individer og fællesskaber som to adskilte størrelser. Der findes individer, og der findes fællesskaber. Vi kan have som pædagogisk opgave at tilpasse den ene til den anden – altså tilpasse individet til fællesskabet, hvilket vi traditionelt ville kalde for dannelse. Eller den anden hvor vi tilpasser fællesskabet til individet ved at give individet størst mulig rum for selvstændighed og selvudfoldelse. På denne måde forudsætter vi en dualisme mellem individ og fællesskab, der også retfærdiggør, at vi kan tale om dem uafhængigt af hinanden.

Men med den store optagethed af individualismen og individet risikerer vi at glemme, at et individ kun kan være et individ, hvis der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan vokse.

Hvis ikke der findes sociale fællesskaber i familier, daginstitutioner og skoler, kan mennesker aldrig lære at blive individer. Ud fra et socialpsykologisk perspektiv fødes vi ikke som individer med fuldt udviklede evner til at træffe valg og tage ansvar, men vi skal socialiseres til at blive det. Med andre ord har individualiteten fællesskabet som sin forudsætning. Og kvaliteten af vores fællesskaber er afgørende for, hvordan individualiteten kultiveres hos de personer, der skal vokse op og i fremtiden tage vare på det fællesskab, der er betingelsen for deres individualitet.

Et fællesskab udvikles sjældent ved at fokusere på individer — det er snarere omvendt: Fællesskabet er rammen for individets dannelse og udvikling.

Vilkårene for fællesskaber har blandt andet med de sociale mediers mellemkomst ændret sig. At opleve fornemmelsen af et tilhørsforhold i et virtuelt fællesskab er kvalitativt anderledes end måden, vi betragter fællesskab på i efterskolen. Den intentionelle mellemmenneskelige relation som den, der søges udlevet i efterskolen, tager tid at etablere, når omverdenen synes at være ”flydende”.

Når tingene omkring os bliver ”flydende”, er det kun naturligt at gribe ud efter noget, man kan holde fast i. Et fast holdepunkt. Desværre er der ikke meget af det rundt omkring os – og dog – der er os selv. Vi har muligheden for at give hinanden sikker grund ved at skabe tillid og tryghed.

Den engelske sociolog Anthony Giddens har beskrevet, hvorledes man i moderniteten italesætter områder, der omfatter tillid og tryghed. Giddens fremhæver begrebet ”intimitet” som en meget væsentlig ting at kunne kommunikere om. Men fordi det netop ikke er let og almindeligt at gøre, kræver det, at vi først finder ud af, hvad det betyder for en selv.

Evnen til at kommunikere enten med en selv eller med andre er et vigtigt redskab til at fastholde forestillingen eller retningen på sit liv/livsbane. Hvis ikke man lærer at kommunikere om dette eller om det, der kan forekomme uoverskueligt, svært, smertefuldt eller for den sags skyld privat, kan man have vanskeligt ved at begå sig.

At have tilegnet sig en god selvindsigt og en god social forståelse er derfor lige så vigtige områder at styrke i uddannelsen som akademiske kompetencer. Arbejdet hermed er det, der i teorien om De Mange Intelligenser, drejer sig om at inddrage den intra- og interpersonelle intelligens/evne i den pædagogiske hverdag.

Viden, uddannelse og dannelse, at føle sig kompetent, være nysgerrig og være i stand til at vise social forståelse er vigtige komponenter, når vi ønsker den bedste uddannelse- og dannelsesballast for næste og kommende generationer. I dette arbejde ligger implicit forståelsen af nødvendigheden for at etablere muligheden for livslang læring i ærlig erkendelse af, at vi ikke alle er eller kan være lige kloge, men hvad der er en meget væsentlig pointe for undervisning og læring i det 21. århundrede, at vi alle besidder evner til at kunne blive bedre til at lære at lære.

Læs viceforstander Ole Læborgs Prolog om Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab

Læs del 2 af viceforstander Ole Læborgs blogindlæg om Det udviklende og ikke begrænsende fællesskab