At gøre det synlige usynligt og det usynlige synligt

Såfremt vi tager temperaturen på dansk pædagogik og pædagogisk forskning for indeværende, er resultatet, at denne er nærmest historisk lav eller muligvis historisk høj alt efter hvilket perspektiv, vi anlægger. Vi befinder os i en modsætningsfyldt tid rent pædagogisk. En tid, der er præget af paradokser, åbenbare modsætninger, højlydte og passionerede diskussioner og, ikke mindst, en tid hvor blandt andet efterskolerne i særlig udstrakt grad skal anvende deres pædagogiske og etiske kompas for at kunne navigere gennem det pædagogiske morads. Af præsente paradokser kan nævnes; ren og uren pædagogik, læringsmålstyring eller læringsglemsel, evidens eller lærerens dømmekraft, kompetencer eller dannelse og så fremdeles. At folkeskolen synes særligt ramt af en lang række forhold, der bl.a. har at gøre med folkeskolereformen, arbejdstidsændringer, globalisering og konkurrence og reducerede forståelser af pædagogik, dannelse og undervisning virker nærmest indiskutabelt. Efterskolerne derimod er selvsagt ligeledes præget af tidens pædagogiske strømninger om end disse er positive eller negative, men grundet efterskolernes særlige forankring i de frie grundskoler, forekommer der en pædagogisk frihed, der skal forvaltes med en ganske særlig respekt og på balanceret vis.

Fordringen om at også Hørby Efterskole holder sit pædagogiske kompas nært bliver blandt andet tydeligt i relation til begreberne synlig og usynlig. Det forholder sig nemlig således, at læring skal gøres synlig for indeværende. Med baggrund i folkeskolereformen, og sågar reformen af læreruddannelsen, og indflydelsesrig forskningsviden fra den New Zealandske forsker John Hattie samt omfattende skolereformer i den canadiske delstat Ontario skal elevernes læring gøres synlig. Nogle kalder det endog en læringsrevolution – frem for et fokus på genstanden for undervisningen eller undervisningens indhold skal fokus nu i vid udstrækning være på det, eleverne skal lære. Sagt med andre ord: hvilke kompetencer og færdigheder skal eleverne mestre efter et forløb, og hvordan ser eleverne, at de er på rette vej? Kritiske røster mener, at dette er dannelsesfjernt, og at læreren bliver reduceret til læringsfacilitator og eleverne til nyttige soldater i konkurrencestaten. Det var det, jeg sagde; fragmenteret, kompleks og stridende! Efterskolerne skal her granske det pædagogiske og etiske kompas nøje og muligvis insistere på, at visse ting skal forblive usynlige. Den amerikanske pædagog, filosof og forsker John Dewey mente, at læring sker bedst og mest betydningsfuldt, når vi ikke er opmærksomme på, at vi lærer, men blot koncentrerer os om indholdet eller genstanden. Professor Lene Tanggaard fra Aalborg Universitet kalder dette læringsglemsel – altså vi lærer bedst, når læringen forbliver usynlig. Jeg mener, at efterskolernes pædagogiske kompas skal pejle mod nuancerne; ja, der skal være mål, for uden mål bliver vi retningsløse, og formålet smuldrer mellem fingrene på os, men vi skal ligeledes insistere på, at noget er og skal forblive usynligt. Dette er bestemt noget af det, efterskolerne kan – værdsætte det usynlige og ikke-målbare samtidigt med en erkendelse af, at der er særlige kundskaber og færdigheder eleverne skal have og som gerne må synliggøres.

Nuvel, således må efterskolerne forholde sig insisterende og værdsættende i forhold til at usynliggøre dele af det, som ønskes synliggjort. Ikke desto mindre er der naturligvis visse ting, vi ønsker tydelige og netop synliggjorte. Jeg er af den klare opfattelse, at efterskolerne kan noget særligt i forhold til inklusion, det vil sige, i forhold til samtlige elever, også de som på den ene eller anden måde har en række særlige vanskeligheder og behov. Fra et pædagogisk, etisk og forskningsmæssigt perspektiv er inklusion positivt og betydningsfuldt for samtlige elever. Vi ved således, at når elever deltager på en aktiv og meningsfuld måde og oplever sig inkluderet i skolens forskellige fællesskaber, har dette en positiv betydning for deres oplevelse af at høre til, deres dannelse af positive selvbilleder og deres læring. Jeg er overbevist om, at efterskolernes særlige fællesskaber og deres beskaffenhed kan medføre, at eleverne netop oplever sig inkluderet og deltager i skolens forskellige fællesskaber på en meningsfuld måde. Ikke desto mindre er inklusion ofte noget ganske usynligt, som også efterskolerne må arbejde på at synliggøre. Med andre ord; hvornår oplever eleverne sig inkluderet i skolens fællesskaber, hvilke særlige inkluderende potentialer ligger der i skolens fag og i de mange aktiviteter, der samlet set udgør efterskolens praksis og væsen? Der ligger et betragteligt potentiale i at synliggøre de inkluderende processer, der ligger implicit og eksplicit i efterskolernes DNA, hvorfor det usynlige i denne sammenhæng med fordel kan synliggøres. Efterskolerne – og særligt Hørby – er og kan noget særligt og er ligeledes forankret i en betydningsfuld historie og tradition, der i vid udstrækning er forpligtende. Efterskolerne står dog på samme tid midt i de aktuelle pædagogiske strømninger, uenigheder og påvirkninger som folkeskolen, og derfor er stillingtagen, pædagogisk debat, autenticitet og pædagogisk mod en absolut nødvendighed. Jeg ser frem til atter at følge Hørby Efterskole på nært hold og hjælpe med at holde fast i det pædagogiske kompas.