Aldrig det samme uden jer …

Tid er et mærkeligt fænomen. Vi indånder den som ilt, men forstår aldrig rigtig, at den er der og at den går og at vi pludselig føler, at den løber fra os. I dag er den her også – den er her som et sus i ryggen, der skal minde os om, at vi er på vej i den rigtige retning og at vi, selvom det kan være svært at tage afsked, er blevet gjort klar til at begive os videre, så verden kan udfolde sig for os. Jeg kan slet ikke begribe hvordan 1 dag inde blomstrende og svindende pludselig blev til 1 dag tilbage.

Der er så meget jeg vil fortælle, men så lidt jeg kan forklare, for sommetider er de stunder, der fylder mest i vores hjerte også dem, der kan være sværest at sætte ord på. Men det her år har haft så stor en indflydelse på mit liv, at jeg vidste, at jeg bare så meget som ville forsøge at sætte ord på bare en brøkdel af alle mine tanker og prøve at give jer en idé om hvor taknemmelig jeg er for at det var lige netop jer, der trådte ind ad dørene den frygtelige, men smukke dag i august sidste år. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at sætte ordene fri, så de ikke bare fordufter i gråd og uduelighed. Det synes jeg, de fortjener. Det synes jeg, vi fortjener.  Så må I gribe de af ordene, i kan og lade resten omringe os og varme dette øjeblik mere end kærligheden gør i forvejen.

Netop den kærlighed vi har fået til hinanden, er svær at sætte ord på – men man kan dufte den i alle kroge. Den lever i os. Den lever i de opmuntrende smil, vi sender, når nogens glitrende øjne fanger vores, den lever i de kram, vi ikke kan gå i seng uden at have fået, den lever i de kærlige skulderklap, i de uskyldige drillerier og vigtigst af alt, lever den i de øjeblikke, hvor vi måske føler den mindst. For sådan er det at være i den lille lykkelige boble vi har skabt. Der er altid nogen omkring os, når udfordringer spænder ben for os og når livet binder knude på sig selv. Når hjertet løber tørt for batteri, er der altid nogen til at lade det op igen og når ensomhedens kulde omringer os, er det eneste vi skal gøre at gå et par skridt for at få varmen igen.

Men vi står nu overfor den realitet, at om alt for få timer, bor vores bedste venner ikke bare lige indenfor 100 meters omkreds. Vi kommer ikke til bare lige at kunne hilse på hinanden på gangene, til bare lige at gå over for at spille en omgang rundbold eller til bare lige at gå i LetKøb og købe is for at overleve den varme, der, for hvad der blot føles som sekunder siden, var druknet af sne.

Selvom den erkendelse for mange er forfærdelig og vil tage tid at processere, så skal der nok komme et tidspunkt hvor vi kan tørre tårerne væk og i stedet for at græde over at det er slut, vil finde en ro i lykken og tanken om at det skete og at alle de uforglemmelige minder aldrig vil fare vild i vores hjerter. For sådan er tiden. Den er forfærdelig, fordi den somme tider tvinger os ud af trygge rammer og varme, men den er også helende. Den går langsomt, indtil den pludselig går for hurtigt.

Aldrig før har jeg følt at alle årets måneder har passeret i en sådan fart. Men på bare så kort tid har vi formået mere end hvad jeg nogensinde havde troet var muligt. Vi har givet Hørby efterskole endnu en festlig årgang at skrive i mindebøgerne og vi har sunget bageren på velfortjent pension. Vi har lyttet til hinandens historier og vi har lært at dele vores sangstemmer for fællesskabets skyld. Vi har lært at ’jeg’ altid er en del af et ’os’ og at alting bare er lidt federe, når man tør give den hele armen. Vi har set hinanden på toppen, men vi har i den grad også set hinanden på bunden. Og uanset hvilke vilde dage året har bragt os, så har vi stået ved hinandens side hvert sekund. For det her år var noget vi gjorde sammen. Vi er Hørby efterskole årgang 22/23 – med alle de fantastiske ting det indebærer.

Tro det eller ej, men det her år har ikke altid være lige let for mig. Udfordringer har dannet barrierer og tusind tårer er blevet fældet – millioner hvis i morgen tæller med. Og selvom I måske ikke er klar over det, så har det været jer, der har fået mig op at stå igen, hver gang jeg er faldet. Det er jer, der er grunden til det smil, der er som muret på mit ansigt fra jeg står op til jeg går i seng. Det er jeg jer evigt taknemmelig for.

Jeg gerne slutte af med at sige tak. Tak fordi I har ladet mig være mig og fordi I har ladet hinanden være hinanden. Tak fordi I har turdet give et stykke af jer selv til det her fællesskab og tak fordi I har gjort de sidste 10 måneder til nogle af de bedste i mit liv. Tak for jer. Det her år ville ikke have været det sammen uden jer. Jeg ville ikke havde været den samme uden jer.