Aalborg Halvmarathon – vejen til kilometervis af oplevelser

Hvorfor deltager I i Aalborg Halvmarathon?
Det er en virkelig stor fælles oplevelse for både de mange løbere og resten af elevholdet, som hepper. For løberne er det kulminationen på et længere forløb med træning, som forhåbentlig giver den ekstra gode fornemmelse på dagen. For tilskuerne er det selvfølgelig en god oplevelse at heppe vores egne deltagere igennem turen. Men, det er faktisk også en suveræn oplevelse at heppe på alle de andre løbere. Ofte får man en direkte respons tilbage igen.
Hvad er dine forventninger til jeres deltagere?
At de tager træningen seriøst, så de giver sig selv chancen for den ekstra gode oplevelse. Træningen op til løbet bliver en del af oplevelsen. Og så forventer jeg, at eleverne på dagen gør deres eget bedste.
Tror du alle jeres deltagere kan gennemføre?
Jeg tror helt sikkert at alle vores deltagende elever kan gennemføre. Om de så gør det, er en anden sag. Erfaringen fra de sidste år viser, at der altid er frafald, og typisk på grund af skader, fordi man har ventet for længe med at komme i gang med træningen, eller hvis træningen forceres for meget. Mange af vores elever er i øvrigt kommet fint i gang med træningen i år.
Er der elever som kan løbe fra dig i år?
Ja, og nej I år er der 3-4 elever som har potentialet til at løbe hurtigere end mig i Aalborg, men jeg tror helt ærligt ikke at de har det, der skal til i træningen. De er alle uerfarne løbere, og vil typisk kunne følge med den første halvdel af løbet, men herefter vil deres manglende erfaring og træningsmængde være afgørende.
I har mange deltagere til Aalborg Halvmarathon i år. Har du en forklaring på det?
Det er altid skelsættende at deltage i de store løb med mange deltagere, så mange har helt sikkert set det som muligheden for at få en stor oplevelse med.