På Hørby kan vi lide at være kreative og have det sjovt. Hvis du har det på samme måde, er vores mange performancefag lige noget for dig. Under performancefag finder du valgfag, som indeholder drama, musik, band og sceneteknik.
Drømmer du om at gøre noget ved din generthed, blive dygtigere til andre fag i skolen og vil du gerne lære at stå frem foran andre?
Eller har du altid drømt om at gå på den røde løber, vil du gerne være skuespiller eller stå i spotlight? Har du spillet teater før og vil du gerne udfordre dig selv yderligere? Eller vil du gerne prøve kræfter med at stå på de skrå brædder – så har vi faget til dig!
Det engelske ord for et skuespil er ”play” – altså at lege. Og dette er et af nøgleordene for faget Drama på Hørby Efterskole. Det er når vi leger og arbejder fælles, at den helt særlige teatermagi opstår, og vi mærker samhørighed og fællesskab.
Igennem leg vil du i undervisningen arbejde med din krop og din stemme på mange forskellige måder. I Drama er du nemlig dit eget instrument, derfor regner vi med du er villig til at udfordre dig selv. I løbet af skoleåret skal vi bl.a. stifte bekendtskab med forskellige typer af teater, bevægelse, teknikker, improvisation mm.
I løbet af året arbejder vi med større og mindre fremvisninger og forestillinger, hvor man som dramaelev har mulighed for at deltage.
Alle kan være med i faget og er meget velkomne – vi glæder os til at lege med dig.
Vi tilbyder faget 4 lektioner om ugen.
Elsker du at give den gas i et band med dine kammerater? Eller er du nået dertil med dit instrumentspil, at du har lyst til at spille i band? Så er Hørbys valgfag Musik lige noget for dig. Vores fokus i timerne er nemlig sammenspil, sammenspil og mere sammenspil. Når vi øver på vores instrumenter og spiller musikken sammen, sker magien og de store oplevelser.
Vi arbejder blandt andet med, hvordan du går fra at spille på dit instrument alene til at være musiker i et band: hvilken plads har dit instrument i lydbilledet? Hvad er forskellen på at spille alene og spille sammen? Hvordan får vi musikken til at lyde bedst muligt? Og mon ikke også der skal blive plads til en solo?
I løbet af året skal vi spille mange forskellige sange, og på den måde får vi automatisk bygget et repertoire op, som i løbet af året vil blive præsenteret ved forskellige koncerter og arrangementer på og uden for skolen.
Følgende elementer vil bl.a. indgå i faget:
For at vælge Musik er det en god ide at du har et grundlæggende kendskab til dit instrument, men mest af alt at du har lyst til at udvikle dig selv og din musikalitet i sammenspil med andre.
De fysiske rammer for Musik er på Hørby Efterskole helt i orden. Udover flere scener og rigtig gode lydanlæg har vi veludstyrede musiklokaler med trommer fra bl.a. Yamaha og Sonor, tangenter fra bl.a. Nord, Korg og Roland samt guitar- og basforstærkere fra Ashdown, Fender og Marshall. Med andre ord: grejnørderi er der OGSÅ plads til!
Musiklokalerne står også til musikelevernes rådighed uden for skoletiden, så skulle du og et par andre kammerater fra skolen få stablet jeres eget band på benene i fritiden, har I selvfølgelig automatisk et godt øvelokale ved hånden.
Vi kan tilbyde dig faget Musik 4 lektioner om ugen.
Interesserer du dig for høj musik og blinkende lamper, er faget teknik lige noget for dig. Vi arbejder på skolens scene, der er udstyret med moderne, professionelt lyd- og lysudstyr. Du vil få grundlæggende kendskab til det tekniske udstyr, samt håndtering og betjening af dette. Faget vil indeholde en del teori, men mest praktisk arbejde, bl.a. opsætning af lyd og lys til skolens koncerter og andre arrangementer. Herudover arbejder teknikkerne også med at konstruere diverse kulisser og rekvisitter til skuespil og musical.
Det er et plus at du interesserer dig for elektronik, fysik eller bare lidt mobildisko, men det er ikke et krav.
Følgende elementer vil indgå i faget:
Sceneteknikerne fra Hørby har bl.a. deltaget i opsætningen og overværet koncerterne til Alphabeat, Marie Key og LOC i Det Musiske Hus i Frederikshavn, som vi på Hørby har et samarbejde med.
Vi samarbejder med de øvrige fag inden for musik, sang og drama, og i løbet af året arbejder vi sammen om at producere større og mindre forestillinger. I den forbindelse vil der være enkelte weekender, hvor du som scenetekniker forventes at være på skolen.
Faget arbejder i perioder i løbet af skoleåret. Undervisningen afvikles dels som grundkurser i brug af det tekniske grej, der er omkring scenen samt ture ud af huset. Men størstedelen af undervisningen afvikles i forbindelse med klargøring og afvikling af forskellige arrangementer på skolen.
Har du altid gerne villet spille på et instrument? Eller er du en nystartet musiker, som ønsker at blive bedre? Hvis du drømmer om at blive dus med en guitar, ukulele, klaver, tommer eller bas er Learn To Play for dig. Du får en grundig introduktion til instrumentet og de musiske muligheder, som de har. Du lærer bl.a. akkorder og forskellige akkordtyper, melodispil, lettere musiknumre og at synge og spille samtidigt. Det er oftest din lærer, der udvælger sange, men du er meget velkommen til at komme med egne forslag og ønsker. Undervejs som dit niveau stiger, kan sværhedsgraden jo følge med.
Som udgangspunkt skal du selv medbringe instrument – dog ikke klaver!
Vi kan tilbyde dig faget 1 lektion om ugen.
Elsker du at synge sammen med andre? Elsker du at udfordre dig selv og opleve glæde igennem musikken? Så er faget MegaVoice noget for dig! – I undervisningen vil du bl.a. lære hvordan du som sanger skal forholde dig i et kor, lære at synge flerstemmigt, blive fortrolig med din egen stemme og lære at stå på en scene foran andre mennesker. Du kan ikke undgå at lade dig smitte af den glæde det er at synge sammen med andre mennesker, og det at være en del af noget, der er større end os selv.
Vi samarbejder med fagene Drama, Musik/Band, Sceneteknik og Solosang. I løbet af året arbejder vi sammen om at producere større og mindre forestillinger. I den forbindelse vil der være enkelte weekender, hvor du som sanger forventes at være på skolen.
Vi kan tilbyde dig faget 1 lektion om ugen.
Kan du heller ikke lade være med at drømme om, at du blev den næste store stjerne? Står du også og synger foran spejlet, og leger at du står på ”Orange Scene” på Roskilde Festival? Elsker du at bruge din stemme til at underholde andre mennesker og formidle et budskab? Så er solosang et fag for dig! – I undervisningen vil der være fokus på din stemme og dig som solist. Derfor bliver du udfordret i forhold til forskellige genrer og stemmemæssige udtryk. Du vil bl.a. lære at synge solistisk i et helt nummer, synge duet, lære hvordan du laver fede fraseringer, lære hvordan du formidler en sang, så publikum får kuldegysninger eller hvordan du får hele salen til at rejse sig og danse til netop din sang.
Så er der en solosanger gemt i dig, vil dette fag helt sikkert kunne flytte dine personlige grænser og udvikle dine solistiske færdigheder.
Vi samarbejder med fagene Drama, Musik/Band, Sceneteknik og MegaVoice. I løbet af året arbejder vi sammen om at producere større og mindre forestillinger. I den forbindelse vil der være enkelte weekender, hvor du som sanger forventes at være på skolen.
Vi kan tilbyde dig faget 1 lektion om ugen.
Bestil brochure
Er du interesseret i Hørby Efterskole, sender vi dig gerne mere information.